Få kroppen og sanserne med i undervisningen
Også i år er der masser af sjove muligheder for at tilføje musik, dans, lege, mad og praktiske og kreative opgaver til dit undervisningsforløb.
U-landskalenderens materiale om Burkina Faso rummer også en række forslag til at udbygge din undervisning med aktivitet, bevægelse og kreativitet - som alle sammen har et fagligt indhold og kobler til temaerne i årets materiale. Alle disse aktiviteter er beskrevet med god instruktion i opgavearkene i Opgavebanken.
Men oven i rummer mange af de øvrige fagopgaver til Dansk, N/T og Matematik også praktiske aktiviteter, hvor eleverne skal udføre eksperimenter eller skal skaffe sig ny viden for at skabe et produkt.
Her kan du se eksempler på de mere rent praktisk-musiske opgaver, lege og bevægelse:
Bevægelse og leg
![21 Kapan](/media/147855/21_kapan_238x159.jpg)
Der er masser af mulighed for bevægelse, som er fagligt relevant – dans, sang, spil og lege. I opgaveark 20 får du syv forskellige sjove lege og spil fra Burkina Faso – nogle bliver endda præsenteret af de burkinske børn selv i de tilhørende film. I opgaveark 21 finder du fire lege og aktiviteter, der handler om Burkina Faso.
Opgaveark 25 er inspireret af en lille musikskole i Ouagadougou ved navn Atelier Silmandé. Her kan børn og unge fra hele landet lære om burkinsk kunst og kultur. På opgavearket (og de tilhørende film) kan I lære at synge sangen ”Silmigua” og danse bouanda bouanda. For de særligt musikalske er der også andenstemmer og djembe-rytmer!
Årets sang med The KutiMangoes og Thomas Buttenschøn
![Buttenschoen](/media/126762/buttenschoen_239x145.jpg)
Start dagen med en sang og en dans. Det danske band The KutiMangoes har lavet årets sang til U-landskalenderen. Tolma er en traditionel børnesang fra Burkina Faso, som har fået et dansk vers og titlen ”Hvis du åbner dit hjerte”. Bandet har indspillet den i Ouagadougou med burkinske musikere. Sangeren Patrick Kabré synger det burkinske vers og Thomas Buttenschøn synger det danske vers. I opgavearket kan du finde tekst, oversættelse og forslag til samtale om sangen og musikvideoen.
Se Filmbanken og opgaveark 6.
Spil læseteater
![De Hellige Krokodiller](/media/126705/de-hellige-krokodiller_238x158.jpg)
Læseteater er en god måde at få eleverne til at arbejde med både læsning, oplæsning, udtale – og eventuelt også deres krop. I læseteater øver man sig i at læse en tekst dramatisk op for et publikum. De tre fabler i elevbogen egner sig godt til at lave læseteater over. Du får et forslag til, hvordan to af de tre fabler fra elevbogen kan omskrives til læseteater.
Se opgaveark 4
Mad og drikke
![D5q0726](/media/147821/_d5q0726_238x159.jpg)
Oplev smagene og duftene fra Burkina Faso sammen med dine elever. I opgaveark 19 finder du simple og lækre opskrifter – med ingredienser, der er nemme at få fat i. Nogle af opskrifterne er oplagte at lave med børnene selv – og de er måske også sjove at servere ved en lille fest for forældrene som afslutning på forløbet.
Arbejd i hånden
![Maskeskabelon](/media/149446/16_maskeskabelon-7_239x338.jpg)
Håndværk spiller en stor rolle i Burkina Faso. Se, hvordan I kan lave flotte postkort (f.eks. julekort) med burkinske motiver. I kan også farvelægge jeres egne, traditionelle masker. Se opgaveark 15 og opgaveark 16. Prøv også at lave en traditionel ”butiblé-figur” i ler og perlesmykker med burkinske farver. Se opgaveark 17 og opgaveark 18. I opgaveark 23 får eleverne ideer til at designe et brætspil, hvor det gælder om at få to børn i skole - og undgå forhindringerne! Og i opgaveark 31 lærer eleverne om FN’s Børnekonvention, samtidig med at de laver en rumlig collage.