Pengene fra salget af julekalenderen vil give mange børn i Burkina Faso en vigtig hjælp.
Mange børn graver guld i stedet for at gå i skole. Deres familier er nemlig meget fattige. Arbejdet er hårdt. Det er også farligt. Nogle drenge graver dybt nede under jorden i smalle tunneller. Andre børn vasker jorden og knuser stenene for at finde de bittesmå guldklumper.
Nu får 5.000 af børnene fra guldminerne en ny chance: Oxfam IBIS vil sørge for, at de kommer i skole i stedet for at arbejde. De lærer at læse og skrive og regne. De får også mad hver dag. Det bliver en god skole med dygtige lærere. Det giver børnene nye muligheder. En god uddannelse giver dem udsigt til en bedre fremtid.