Forløb til Dansk, Billedkunst og Matematik

Et forløb med masser af faglighed og spændende, sjove og lærerige aktiviteter. I centrum står årets skønlitterære historie, Guldets forbandelse af Lise Bidstrup. Omkring den får du varierede opgavetyper, hvor I arbejder indgående med teksten.

Læs og arbejd med årets fortælling, genfortæl, lav læseteater og lav flotte, digitale fotohistorier om en række temaer med tilknytning til fortællingens univers. I kan også arbejde med sjove matematikopgaver, lave traditionelle masker og figurer, synge, danse, lege, se film og lave mad.

Et børneliv, vi kan genkende

Elevbogen Guldets forbandelse er afsættet for forløbet. Historien foregår i det sydlige Burkina Faso tæt ved grænsen til Ghana og handler om drengen Drissa, der som tusindvis af andre børn i Burkina Faso arbejder i en af landets farlige guldminer for at skaffe penge til familien - på bekostning af at komme i skole.

Lise Bidstrups historien handler også om temaer, som danske børn genkender fra deres egen hverdag: At miste og savne, at drømme, at være udsat for mobning og at finde frem til at gøre det, man egner sig allerbedst til. Og turde vælge det.

Gennem fortællingen får dine elever indsigt i børns levevilkår i et af verdens fattigste lande – ude på landet, i storbyen og i guldmineområderne. Og så er den flotte elevbog spækket med læselet-fabler og små fagtekster i form af ordforklaringer og fakta om det vestafrikanske land.

Mange gode opgaver og aktiviteter

Med til forløbet hører en hel række opgaveark med forslag til faglige og kreative aktiviteter – herunder masser af forslag til aktiviteter med bevægelse. Forløbet er ”grydeklart”, men også nemt at skalere til den tid, du har til rådighed.

Du kan også sende dine elever på opdagelse i Burkina Faso ved at bruge aktiviteterne på hjemmesiden. Her kan dine elever blandt andet lave deres helt egne, fagligt strukturerede fotohistorier, quizze og meget andet. Eller de kan afslutte med at lave deres egen flotte, digitale lågekalender til forældrene eller en anden målgruppe – om emner fra Burkina Faso.

De digitale fotohistorier og muligheden for at lave sin egen digitale U-landskalender er der rigtig meget dansk-faglighed i. Her skal eleverne både navigere på en hjemmeside, udvælge, disponere, beskrive, reflektere og præsentere et digitalt produkt. 

Tilpasset Forenklede Fælles Mål

Når eleverne arbejder med aktiviteterne og opgavearkene i dette forløb, understøtter du en lang række færdigheds- og vidensmål i Dansk og Billedkunst efter både 2. og 4. klassetrin. I lærervejledningen kan du på side 38 se et samlet overblik over, hvilke kompetencer og målpar du får dækket i de enkelte fag – og med hvilke af opgaverne. Se PDF’en nedenfor, hvis du ikke har den som bog.

Læringsmål og tegn på læring

I hvert enkelt opgaveark finder du de målpar, som netop denne opgave understøtter. Men du får nu også inspiration til at formulere læringsmål og tegn på læring for din klasse for den enkelte opgave.

Sjove matematikopgaver

Ud over de danskfaglige aktiviteter kan I afveksle undervisningen med et par sjove matematikopgaver, der springer ud af årets tema om børnearbejde i guldminerne. I den ene opgave skal eleverne lære at veje med balancevægt, som guldhandlerne i minerne gør det. I den anden skal de regne med den vestafrikanske CFO Franc. Se de to opgaver i Opgavebanken her på hjemmesiden.

Tips og vejledning

Inde i beskrivelsen af selve undervisningsforløbet er der henvisninger til de relevante opgaveark. Du finder beskrivelsen af forløbet i lærervejledningsbogen på side 42-43. Har du ikke et fysisk eksemplar af den, kan du hente den i PDF-format i linket nedenfor. Alle opgaver og film ligger her på hjemmesiden i Opgavebanken og Filmbanken.

Download lærervejledningen som pdf